Om nan design


N.A.N. design er skabt ud fra en filosofi om at skabe enkle og stilfulde møbler og inventar i en høj kvalitet. Med udgangspunkt i danske håndværkstraditioner og skandinavisk lethed producerer vi borde, reoler, skranker og meget andet.


N.A.N. design blev grundlagt i 2004 af arkitekt Niels Aage Nielsen. Firmaet er et datterselskab af Gesten Bådaptering, som Niels Aage Nielsen grundlagde i 1978. De er kendt for deres produktion af aptering til eksklusive lystbåde af meget høj kvalitet. Gesten Bådaptering er støt og roligt vokset til i dag at være en af Danmarks største apteringsvirksomheder.

N.A.N. design blev grundlagt for at efterkomme flere kunders efterspørgsel på møbler og inventar. Vor høje kvalitet bygger derfor på erfaring gennem mere end 30 år. Medarbejdere med årelang tilknytning til virksomheden er vor mest værdifulde ressource; men også højteknologi i fremstillingsprocessen, moderne maskinpark og et stort flow af udfordrende opgaver giver fokus på kompromisløs kvalitet. Virksomheden råder i dag over ca. 6.000 m² produktionslokaler og topmoderne teknologi.

Hos N.A.N. design har vi valgt at fokusere på kvaliteten frem for kvantiteten. Det betyder, at vi ikke går på kompromis med hverken materialer eller fremstillingsproces. Resultatet er robuste møbler og inventar, der kan tåle en hård hverdag og som holder sig smukke i mange år.

Designeren bag vore borde er arkitekt Andreas Hansen M.D.D., der ud over at formgive for N.A.N. design, også samarbejder med virksomheder som Le Klint, N. Eilersen og Bantex. Andreas Hansen er kendt for sit tidløse, stilsikre designudtryk, der kombinerer æstetik og funktionalitet på elegant vis.

Har du specielle ønsker, har vi stor erfaring i at skabe individuelle møbelløsninger. Det er nemlig kun fantasien, der sætter grænser for hvad vi kan skabe i bl.a. formspændt træ. Fra reoler og borde, til butiksudstillinger og alt ind imellem.

Læs mere om vores borde
Læs mere om vores specialløsninger